DANSKE KVINDER GLEMT AF DANSK HISTORIE

-paa sporet af danske heltinder fra 2. verdenskrig.

Af Bente Sorensen
Den manglende anerkendelse af danske kvinder, der var i allieret tjeneste under 2. verdenskrig og som derved bidrog til det udfald, som danskerne stadig kan fejre hver den 5. maj, må siges at være lidt af en historisk uret.
Disse døtre af fædrelandet som Danmark med rette kan føle sig stolte af befandt sig i Storbritanien, da krigen brød ud. De meldte sig til tjeneste under allieret flag eller de fortsatte støt og roligt deres arbejde under strenge krav i det bombehaergerede land.
De havde meget imod sig, ikke mindst Briterne’s mistro overfor udlaendinge, hvis hjemland ikke var i krig med aksemagterne. For, til trods for Danmark’s besaettelse, gik der nogle aar foer Briterne foelte, at danskerne kunne betragtes som allierede. Den officielle Britiske holdning aendredes ikke mindst pga den indsats, der blev ydet af den danske koloni i Stor Britanien.
I juli 1942 stillede parliaments medlemmet, Ivor Thomas, saaledes foelgende spoergsmaal til indenrigsminister Herbert Morrison:"Vil indenrigsministeren som anerkendelse for den indsats som de franske og danske kolonier her i landet yder for den allierede sag, indroemme dem de undtagelser i restriktionerne som fornylig blev indroemmet allierede statsborgere?"
Indroemmelsen blev givet, men kun for individuelle danske statsborgere som overbeviste indenrigsministeren om, at de var paalidelige og loyale understoettere af den allierede sag. Danskerne skulle altsaa bevise dem selv.
Vil man vide noget om danske kvinder’s rolle i den sag kigger man desvaerre forgaeves i danske historie boeger, og man maa istedet ty til andre kilder.
Ugeavisen Frit Danmark, der blev udgivet af danskere i London fra 1940-1945 og hvorfra ovenstaaende citat stammer, er stadig naervaerende og relevant. Den Danske Klub ejer en rig skat af ca. 50 eksemplarer.
Det risler i een af fryd over det historiske perspektiv man faar, naar man staar med avisen i haanden. Men foelelserne vendes ogsaa til vrede og vemod, naar man laeser nyhederne fra det besatte Danmark, som om det var i dag. Avisen er spaekket med stof om danskere i Stor Britanien (og i Canada, USA, og Sydamerika), som giver enorm indsigt og forstaaelse for deres indsats i krigsarbejdet. I blandt disse er der ogsaa billeder af kvinder, som regel uden navn, men gerne med en kort billed tekst.
Den 23. Juli 1942 staar der saaledes paa forsiden under et foto:
"En af de danske kvinder, der nu arbejder i den britiske krigsindustri ved sin
maskine. Hun kom til England for en halv snes aar siden. I fjor sommer gennemgik
hun et tre maaneders uddannelseskursus og blev derefter ansat paa den fabrik, hvor
hun nu arbejder."
Der siges at have vaeret mindst 26 danske sygeplejersker i London under krigen., Frit Danmark har et foto af en af dem under en besoegsrunde i oest London, den fattigste og haardest bombe-ramte bydel.
En anden kilde er bogen "K i London" der udkom i 1993. Det viser sig, i foelge bogen, at sygeplejersken hed Aase Henriksen. Hun havde to kollegaer, Margrethe Johansen og Ingebrog Andersen der begge rejste fra Danmark som uddannede hjemmesygeplejesker og besluttede at blive i England ved krigsudbruddet.
De blev sjaeldent sendt ud om natten i deres sygepleje-gerning, men de havde pligter som brandvagter. De blev brugt til forefaldent arbejde paa hospitalernes skadestuer, vejlede hjemloese og soergede for deres forplejning og pasning og de havde opsyn med Roede Kors sygeplejerskerne i de overfyldte beskyttelsesrum.
Man kan finde billeder af kvinder i det civile forsvars’ uniformer i Frit Danmark og paa forsiden , den 14. Maj 1943 er et af en kvinde, der sidder i cockpittet af en spitfire: "ATA fra Bogense" staar der og der er navn paa!
Da jeg efter lang tids soegen efter oplysninger om pigen paa forsiden til min overraskelse fandt frem til hende selv i Canada, kunne hun ikke mindes nogen siden at havde set det foto. Min opringning havde kaldt hende til roeret midt i at fodre en spurveunge, der var faldet ud af reden og hun var optaget af om den fugl hun allerede havde i pleje ville tage sig af den nyankomne. En dansker der ringede fra London for at hoere om hendes arbejde under krigen kom lidt bag paa hende.
Vera Strodl er en beskeden natur og hun har det med krigen som de fleste af hendes generation: det arbejde de gjorde er ikke noget de gerne taler om, men igennem flere samtaler var det muligt at danne sig et billede af, hvordan det havde vaeret.
Vera Strodl er foedt i England af danske foraeldre, der var flyttet til Cambridgeshire, hvor Vera kom til verden i 1918. Familien bevarede en naer kontakt til Danmark og ferien blev holdt i Bogense, hvor Vera blev konfirmeret, da moderen med boernene var vendt tilbage til byen. Men Vera var snart efter tilbage i England, hvor hun gik i traening som pilot.
Da hun havde taget sit certificate blev hun ansat som test pilot ved en flyfabrik og da krigen broed ud meldte hun sig i Royal Air Force Women Volunteer Service og fra december 1941 til november 1945 gjorde hun, saa vidt vides, som eneste dansker, tjeneste i Air Transport Auxiliary. Den danske pige med det tysk-kligende navn maatte igennem en streng optagelse proeve, foer hun blev optaget i tjenesten.
ATA spillede en central rolle i luftkampen mod tyskerne. Piloterne var fortrinsvis britiske og amerikanske kvinder, og saa danske Vera. Det var deres job at flyve de nye fly fra fabrikkerne ud til RAF baserne. ATA piloterne floej ofte med livet som indsats for flyene skulle frem, uanset vejr eller tyske bombeangreb.
Traening var der ikke meget. Vera fortalte, at de mere eller mindre blev smidt ud i det: "Vi kunne tit ikke se jorden og maatte flyve paa instrumenterne. Vi kom ud i situationer, hvor vi havde 3-4 minuter til at rette flyene op. Vi mistede mange piloter paa den bekostning." Arbejdet var saa hemmeligt, at hun end ikke maatte fortaelle familien om det. Da krigen var ovre havde Vera Strodl over 1500 flyvetimer i 200 fly bag sig.
Hun forsatte efter krigen som flyve-instruktoer i Sverige og rejste til Canada i 1952, (hvor hun blev gift Dowling) og hendes skrappe traening under 2. verdenskrig kom mange nye pilot-elever til gode. Hun blev anerkendt som en kvindelig pilot af international rang og underviste i flyvning i over 35 aar. Hun er nu 89 aar gammel og lever en stille tilvaerelse i Edmonton, Alberta, hvor hun er medlem af meningheden i Den Danske Soemandskirke.
I september 2005 var Vera Strodl-Dowling en tur i London for at deltage i ATA ‘s 60aars jubilaeum. Under dette besoeg talte hun i Den Danske Kirke til en lille samling danskere der kom for hoere dette medlem af en sjaelden skare danske kvindelige veteraner fra 2. verdenskrig.
Samme aar i juli maaned afsloerede Dronning Elisabeth II ved en officiel mindehoejtidelighed i Whitehall en statue til aere for de kvinder, der var i aktiv tjeneste under krigen. Det var foerste gang deres indsats blev offentligt anerkendt i Stor Britanien. Statuen mindes ikke blot kvinder i flyve-vaabent, haeren og flaaden, men ogsaa de, der var i det civile forsvar og andet krigsarbejde, paa ammunitions fabrikkerne, som brandvagter og de, der gjorde tjeneste i landbruget.
Det var disse kvinder om hvem Winston Churchill sagde:
"Uden kvinderne havde vi aldrig vundet krigen". Heriblandt er altsaa ogsaa en gruppe danske kvinder hvis indsats den dag i dag er mere eller mindre ukendt i Danmark.
Royal Air Force Museet, Hendon, i nord London har i deres arkiver Vera Strold’s flight-records sammen med to andre danske (mandlige) jagerpiloter og paa Imperial War Museum, Duxford opbevares spitfires som dem Vera Strold floej under krigen. Bogen "Brief Glory"A history of the ATA kan koebes igennem ATA Association for £13.50 plus porto
- Ends-
11. april 2007
Copyright: Bente Sorensen