PARAT TIL DET STORE ÅR I LONDON

21. august 2005
Af HEIDI AMSINCK, Jyllands-Posten

Uanfægtet af bomberne ankommer mange hundrede unge danskere i disse dage til London på den store oplevelsesrejse. Byen har altid været et trækplaster, men nutidens unge er mere fornuftige og selvstændige, og de ved, hvad de vil, siger ugens Brunchgæst, Palle Baggesgaard Pedersen fra Dansk KFUK. Han må vide det – han har set næsten 11.000 af dem komme og gå i de sidste 14 år.

Jeg var 18 år, træt af skolen og ville ud og rejse.

Jeg valgte at blive au-pair pige i London og lærte at stå op klokken seks om morgenen.

Jeg skulle også lave aftensmad og køre bil, men blev hurtigt sat fra disse opgaver, da det stod klart for den engelske familie, at mine talenter ikke lå i den retning.

Det er ikke for meget sagt, at rejsen til England forandrede mit liv. I dag - nogle år senere – har jeg slået rødder i den engelske muld og selv fået dansk au-pair.

Men er et ophold i London det samme i 2005, som det var dengang – før Easyjet og internettet og mobiltelefonen blev opfundet?

44-årige Palle Baggesgaard Pedersen må vide det. Som forstander på Dansk KFUK i London (K) har han mødt næsten 11.000 unge danskere personligt på de sidste 14 år.

Og han var engang selv en af de unge oplevelsesrejsende, da han drog til London efter sin HH-eksamen.

Over lækkerier fra salatbaren på Café Base, et stenkast fra K’s rummelige villa i det eksklusive Hampstead, fortæller han mig til min store beroligelse, at nutidens unge er mere fornuftige og organiserede, end vi andre var tilbage i 1980’erne.

»Med årene er det som om, de unge opfører sig pænere og pænere. De ved, hvad de skal med deres liv, og der er ikke noget med fest og ballade hver aften. De er fornuftige og gode til at tage hensyn til andre,« siger Palle Pedersen.

Børnepasning, rengøring og madlavning appellerer ikke til det store flertal, der vil noget mere med opholdet i London. Antallet af au-pair piger er skrumpet ind til bare 50 om året fra så mange som 300 i de tidlige halvfemsere.

Derimod ankommer mange hundrede unge netop i disse dage for at søge job i butikker eller på hoteller, restauranter, barer.

»Metoden er at man skriver et CV på engelsk og går ind fra gaden og prøver lykken. Eller at man kender nogen, man kan "arve" et job fra. De fleste finder et job på en eller to uger på den måde. De har på forhånd fundet ud af, hvor de vil bo. Enten på K eller et andet sted. Og de har penge med til at klare sig i begyndelsen,« siger Palle Pedersen.

Efter ankomsten til K er der en vis indkøringsfase for dem, som kommer direkte med billigflyet fra Danmark, fortæller han. De unge skal for eksempel først lige introduceres for formålet med en papirkurv, og Palle Pedersen er nødt til at minde dem om, at deres forældre ikke er ansat på K. Her forventes det, at man rydder op efter sig selv.

Han må også vænne de unge af med den danske uvane med at synge i gaderne og slæbe ting med sig hjem efter festlige aftener i byen – for eksempel orange plastikkegler fra vejarbejder.

»Jeg viser dem et skab fyldt med kegler, som andre har slæbt med sig hjem. Så holder de op, i hver fald i de næste par måneder,« siger Palle Pedersen.

Ellers foretrækker danskeren, der selv i sin tid snuppede et år i London efter endt HH-eksamen, at behandle de unge med et afslappet blanding af tolerance og disciplin.

»Hvis du går rundt og er sur og skælder ud hele tiden, så avler det bare mere dårlig adfærd. Det er bedre at tage tingene med lidt humor, og jeg gider ikke at være politibetjent,« siger Palle Pedersen.

I et helt år har han kun fået en eneste klage fra en nabo til K, der brokkede sig over støjende danske hjemkomster ud på de små timer, og på 14 år har han kun ti gange måttet smide nogen ud, fordi de ikke kunne opføre sig ordentligt.

På K i 2005 er det de færreste, der går ud mere end en til to gange om ugen. De har ikke tid, fordi de arbejder for hårdt og står for tidligt op. Og pengene rækker ikke så langt som derhjemme.

Mange bliver kun i London i seks måneder, for dernæst at opleve noget andet – måske en jordomrejse. Der skal for enhver pris presses så meget som muligt ind, inden studierne genoptages hjemme i Danmark.

Og bomberne i London? Har de taget lysten fra nogen til at opleve den prægtige britiske hovedstad på nært hold?

Det ville i givet fald være en meget stor skam, og som det ser ud nu, er det heldigvis ikke tilfældet.

I følge Palle Pedersen har K kun hørt om ganske få, der har besluttet sig for ikke at komme herover som planlagt.

»Efter de første bomber 7. juli hørte vi intet. Men efter det andet hold bomber den 21. juli fik vi fire eller fem opringninger fra forældre, der ringede på vegne af deres børn og sagde, at de var blevet for bange for at komme. Det var ikke de unge selv, der ringede, så det er nok andre, der har taget beslutningen for dem,« siger Palle Pedersen.

London trækker stadig – og med rette - som kosmopolitisk storby med et blomstrende natteliv og masser af jobmuligheder. Det er let at rejse hertil, de fleste unge danskere taler sproget, og så er det ikke længere væk, end at man kan komme hjem til jul.

»De fleste af dem, der bor på K siger, at bomberne ikke skal have lov at stoppe dem, og at de ikke er bange. Ingen har såvidt jeg ved lagt deres hverdag om, men rejser med undergrunden og busserne, som de plejer. Efter min mening er bomberne ikke nogen grund til at blive væk fra London. Her er syv millioner mennesker, så sandsynligheden for at blive ramt er lille. Og det er jo ligeså farligt at være i København,« siger Palle Baggesgaard Pedersen.

Han er parat - nu som før - til at tage imod på det store år i London.