Af Connie Yilmaz Jantzen, forstander
Mens jeg skriver dette nyhedsbrev er COVID 19 igen blev meget nærværende her på KFUK.
For blot en uge siden blev Hampstead og Nordvest London, hvor K hører til, karakteriseret som et område i høj risiko for coronasmitte.
På KFUK er vi selvfølgelig nødt til at følge lovgivningen og tage vores forholdsregler—samtidig med at vi holder fast i de værdier, som K står for—først og fremmest at vedblive at være et hjem for vores beboere.
Fra foråret og frem til august måned har der været relativ få beboere på K. Men da smittetrykket faldt i eftersommeren, besluttede vi igen at invitere flere unge til at bo på K.
Dog besluttede bestyrelsen i september, at der højst må være 30 mennesker ad gangen på K incl. personale. Med det antal mennesker kan vi begrænse eventuel smitte ved, at der bor 1-2 beboer på hvert værelse, og der plads til at holde afstand i stuer, spisesal mv.
Vi har derfor også måtte indføre en del nye tiltag på K for at sikre afstand og mindske smitten i det hele taget.
I spisesalen og stuerne er der begrænsning på hvor mange mennesker, man må være og møbler er placeret, så der er god afstand mellem os.
Det betyder desværre også, at vi har måttet dele søndagsmorgenmaden op, så vi nu spiser i to hold. Der er dog stadig morgensang - nu bare to gange søndag morgen.
Vi har skruet meget op for rengøring alle steder, og der er håndsprit til rådighed overalt i huset.
Vi oplever heldigvis at vores beboere bakker op om vores tiltag og følger dem - i hvert fald størstedelen af tiden.
Selvfølgelig er det svært at huske at holde afstand ind imellem, men med lidt humor og kærlig tilrettevisning lykkes det.
Coronatiden har også givet plads til nye aktiviteter på K . Da foråret kom til London, blev yoga i haven et stort hit blandt beboere og medarbejdere. Her i efteråret er der stor opbakning fra vores beboerne til rigtig mange af vores aktiviteter. Det gælder både vores strikkecafe, samtalesalen, quizaftenen, græskarudskæring og meget andet.
I en tid, hvor der stadig er mange begrænsninger for at tage ud i London, er det værdifuldt at kunne samles på K og opleve fællesskab om vores aktiviteter.
2020 er for os alle et særligt år, hvor vi har oplevet, hvordan en pandemi, skaber store forandringer i vores dagligdag.
På KFUK forsøger vi at få det bedste ud af situationen. Men året 2020 bliver et økonomisk hårdt år for K. Hvis du har lyst til at bakke op om vores arbejde, så køb vores julelodder, som vi skriver om på side 5 i nyhedsbrevet.