TALE VED AMBASSADØR CLAUS GRUBE

Deres Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, mine damer og herrer, kære venner,

I dag den 27.januar er det Holocaust Memorial Day. Dagen hvor vi mindes de millioner af uskyldige, som uden anden grund end deres religion, sprog eller race har ladet livet som ofre for folkemord i Nazi-Tyskland, Cambodia, Rwanda, Bosnien eller Darfur. Vi erindres ikke kun om disse grusomheder; men også om at vi som mennesker har pligt til at sørge for, at det ikke gentager sig. Det var dengang, siger mange; det kan ikke ske igen. Er vi blevet mere civiliserede efter Auschwitz; har den menneskelige natur ændret sig? Nej – se på Aleppo.

Få år efter Dronning Ingrid kom til Danmark ankom en ung engelsk journalist, Monica Redlich, til København for at blive gift og bosætte sig. Inden krigen skilte os fra England udgav hun i 1939 bogen ”Danish Delight” om Danmark set med britiske øjne. Om det danske sprog skriver hun bl.a.:

”Takket være vikingerne har en dansker, som lærer engelsk, eller en englænder der lærer dansk, den usædvanlige glæde at tro, at han kender sit nye sprog, længe før han virkelig gør det. Nu til dags (dvs i 1939) udtænker oratorer (dvs Hitler) de mest forbløffende årsager til at to nationer pludselig skulle føle sig som én stor familie. Danskerne og englænderne, fætre og kusiner i mere end ti århundreder, har den fordel at dele en fælles familiejargon fra deres tidligste barndom før normannernes besættelse i 1066…. ”

Nu tænker I det bliver en lang aften. Hvad har Holocaust og vores 950 års sproglige arvegods med Dronning Ingrids kollegieboliger at gøre? Min pointe er, at vi skal overvinde dem der skiller folk, og værne om det der samler os på tværs af grænser, religion, sprog og race. Det bidrager kollegieboligerne til. Det bidrager I til.

Som i 30’erne lever vi igen i en urolig og uforudsigelig verden, hvor oratorer forfører folk med falske fjendebilleder og faktaløse følelser for at sætte os op imod hinanden: muslimer, kristne, farvede, flygtninge, indvandrere –  indvandrere som Dronning Ingrid og Monica Redlich - ja, som mange af os samlet her i aften. Det er svært at bebrejde populistiske nationalister for på legitim demokratisk vis at forsøge at tilkæmpe sig magten, når skuffede vælgere lokkes med løfter om forandring uden at de ved til hvad. Bare forandring i håb om noget bedre, som dog sjældent kommer. Men de politikere som ikke tør stå fast, og svigter deres vælgere af frygt for at miste magten og egen fremtid; de bærer på et ansvar.

Vi må sige fra overfor løgne, racisme, had-angreb og andre småforbrydelser som dråbevis kan flyde sammen i nye uhyrligheder. Vi skal værne om de værdier og de institutioner som forener os, som vores civilisation hviler på, og som giver unge mennesker håb om en god og tryg fremtid. Vi må ikke tro, at den verden vi har er gudsgivet og evig, uden vi behøver at røre en finger.

Og det er Dronning Ingrids Kollegieboliger og den indsats der ligger bag et fremragende eksempel på.

Ikke alene får unge danske studerende opfyldt deres drøm om et studieophold i udlandet til en overkommelig pris. De får også mulighed for at stifte førstehåndskendskab med unge fra andre lande, sprog og kulturer med forskellig social bagage. De bliver klogere til gavn for det danske samfund, og de lærer ikke at være bange for globaliseringen.  De lærer at anskue verden som deres fælles arbejdsmarked; men med rødder i danske værdier og dansk kultur under ordnede forhold. De bliver ikke rodløse eller ”citizens of nowhere” som nogen påstår. De er nye led i den kæde, der i over 1000 år har forbundet os tværs over Nordsøen. De nye dele af vores fælles familiejargon. De nye bærere af vores fælles værdier og kulturer.

Jeg ved ikke, hvad Brexit kommer til at betyde for de danskere, der om nogle år gerne vil bo, arbejde eller studere i Storbritannien. Det tror jeg desværre heller ikke den britiske regering gør. Men jeg ved, at vi danskere også vil være her de næste hundrede af år, og at Kollegieboligerne også står til den tid. Det vil vi kæmpe for til fælles bedste.

Lad mig derfor at rette en varm tak til alle jer, der med Karen og Palle i spidsen er samlet her for at fejre 10-året for Kollegieboligerne og det store arbejde der gik forud for det. For den kæmpe indsats I har ydet hver for sig og i fællesskab for at skabe dette enestående spring bræt for unge danske studerende i London. I har kælet for barnet, der har vokset sig større år for år. Oprindelig 4 lejligheder og nu 10. Et utroligt flot resultat, som I kan være stolte af.

Inden vi ønsker fødselsdagsbarnet tillykke vil jeg også gerne takke de mange dygtige danske studerende som gennem de forløbne 10 år har valgt at berige sig selv og det danske samfund med et ophold i boligerne. Fortsat held og lykke. Mange vil følge i jeres spor.

Til slut vil jeg bede alle rejse sig for sammen med mig at udråbe et trefoldigt leve for fødselsdagsbarnet med ønsket om mange gode decennier fremover. Og inden I sætter jer igen vil jeg foreslå vi udbringer en skål som tak til alle jer der har hjulpet barnet til verden, og sørget for en opvækst i trygge rammer til glæde for den danske ungdom og KFUK.

Dronningen Ingrids Kollegieboliger længe leve!!

Skål for den danske ungdom og KFUK!

Claus Grube 27.01.2017.