TALE VED SIDSEL GREEN

STUDERENDE VED LONDON SCHOOL OF ECONOMICS AND POLITICAL SCIENCE OG BEBOER I EN AF KOLLEGIEBOLIGERNE

Deres Kongelige Højhed, Deres Excellencer, Mine Damer og Herrer.

”En lærd person er ikke en, der har alle svarene, men en der stiller de rigtige spørgsmål”.

Således indledtes min første time på London School of Economics, hvor jeg lige nu læser en et-årig kandidat i Global Politics. Hvorvidt mine klassekammerater og jeg er ”lærde” endnu, det må guderne vide, men spørgsmål, bliver der i hvert fald stillet masser af. Og som dansk studerende, og dansker i London generelt, er der nogle, der går igen og igen.

Jeg vil i aften gene dele nogle af de spørgsmål man som oftest hører, når man er dansk studerende i London, for at give et lille indblik i hvad det vi sige.

”OMG, I LOVE Borgen. Is it really true that your prime minister bicycles to work?”  

Nu er det jo ikke er svært at finde et billede af Lars Løkke i cykeltøj. Eller for den sags skyld af tidligere statsministre med cykelhjelm på. Men jeg må ærligt sige, at jeg faktisk ikke ved hvordan vores statsminister fragter sig selv på arbejde.  

Der er dog ingen tvivl om, at alene det faktum at cyklen er en mulighed, siger noget ligheden i det danske samfund. En lighed man også nemt bliver mindet om som studerende i London.  Hvis man tager undergrunden fra rige South Kensington til arbejderkvarteret Bethnal Green her i London tager det 30 minutter – men den gennemsnitlige levealder falder med 16 år. Og selvom mine 37 klassekammerater kommer fra 29 forskellige lande og har vidt forskellige baggrunde, så er der ingen tvivl om, at langt de fleste har veluddannede forældre, og kommer fra privilegerede baggrunde. For ellers var de aldrig endt på LSE.

Min far er uddannet smed. Og min mor er sekretær. Men det er jo ikke så underligt i Danmark, hvor vi alle kan komme på universitetet og hvor man får løn i form af S.U. for at studere. Det kan selvfølgelig diskuteres om vi ligefrem er ”kornfede”, men i det store hele er vi studerende blandt de mest privilegerede unge mennesker i verden.

Dronning Ingrids Kollegieboliger, er et fantastisk eksempel på den danske drøm, om at der skal være lige muligheder for alle – for selvom der desværre ikke er nok boliger til alle danske studerende i London, så gør de en kæmpe forskel for mange, som ellers ville have svært ved a få det til at hænge sammen i verdens bedste by, hvor et kosteskab i zone 3 koster 10.000 kr. i måneden. 

Men tilbage til spørgsmålene!

Spørgsmål nr. 2:

”Are you from Copenhagen?”

Højst sandsynligt ikke et spørgsmål der bliver stillet på grund af en oprigtig interesse for, hvor i landet jeg er fra. Jeg tror nærmere, det er for at vise, at de faktisk godt ved hvad hovedstaden i Danmark hedder – og at Danmark ikke er Sveriges hovedstad. Jeg må desværre skuffe dem, og fortælle dem, at jeg er født og opvokset i Skarrild, 30 km syd fra Herning. Det viser sig sjovt nok som oftest, at deres viden om Danmarks geografi kommer lidt til kort, når snakken falder på Skarrild.

Lige meget hvad, er det er i sandhed spændende tider at være vestjyde i en metropol som London. I en tid, præget af polarisering, frygt for forandringer og ”alternativ fakta”, må jeg i hvert fald tit gentage min fars mantra ”Aaah, sku vi nu æ’ lii ta it hiel rolle”, når mine politiske medstuderende går i gang med dommedagsprofetier og udregner muligheden for en atomkrig i et excel ark.

Men lige meget hvor roligt vi tager det, må vi erkende, at verden er i forandring. Globaliseringen medfører, at intet land, heller ikke Danmark, kan lukke øjnene for dette. Og derfor synes jeg, at det er passende at følge Benny Andersens råd, at ” som dansker bør man af og til rive sig løs fra det jævne og opsøge bjerge, træne sig i udsyn og svimmelhed”.

Og det giver bestemt perspektiv på tilværelsen, når man pludseligt får en klassekammerat, som ikke har lyst til at flytte hjem til Rusland på grund af sin politiske overbevisning. Og en anden hvis familie i sidste uge flygtede ud af Gambia, fordi den gamle præsident ikke vil gå af. Det føles som at opsøge bjerge. Og som som Benny Andersen videre skriver, så ”skønner man mer’ på sit eget land, når man kommer tilbage og ser hvor praktisk det egentligt er, at markerne ligger ned.”

Dronning Ingrids Kollegieboliger symboliserer for mig en forståelse af vigtigheden i, at unge danskere tager ud og dygtiggør sig, og derefter kommer hjem til Danmark med udsyn og indsigt. London er en fantastisk placering, ikke bare fordi nogle af verdens bedste universiteter ligger her, men også fordi hele verden mødes her i en smeltedigel af forskellige kulturer, hudfarver og religioner. Det tror jeg er vigtigt – også for Danmark – hvad end man så vender hjem til Skarrild, eller København.

Det sidste spørgsmål, jeg gerne vil fremhæve i aften er helt uundgåeligt og allestedsnærværende i disse tider. Det er naturligvis:

”What is hygge?”

Eller rettere ”HYOGGE” eller ”Hyyje”.          

Og man kan sige meget om hygge. Og der er blevet sagt meget om hygge det sidste år i London. Jeg plejer dog at sige, at hygge ikke kan beskrives, men skal opleves. Og da jeg inviterede mine studiekammerater til KFUKs julemarked, hvor den stod på æbleskiver, varm gløgg og Palle i et forklæde, så tror jeg, at de begyndte at forstå hvad jeg mente..

Tusind tak til alle der støtter Dronning Ingrids Kollegieboliger. Tusind tak til Palle, fordi du altid er der for os.

Længe Leve Dronning Ingrids Kollegieboliger!