T A L E   V E D   A N N A   E N G B E R G - P E D E R S E N

Deres Kongelige Højhed, Deres Majestæt, Deres Excellence, mine damer og herrer

Den græske filosof Heraklit – som levede omkring 500 f.Kr. – er mest af alt kendt for at sige: man kan ikke gå ned i den samme flod to gange. Vandet i floden fosser jo af sted, så det, man mærker første gang er ikke samme vand, som ved endnu et flodbesøg møder én. Ej heller er man selv den samme.

Andre tænkere har siden radikaliseret denne holdning ved at påstå, i det de spiller på Heraklits diktum: man kan end ikke gå ned i den samme flod én gang! For alt ved floden – såvel som alle andre objekter, vi forholder os til – er i bevægelse. Alt forandres til stadighed.

Mona Lisa er eksempelvis ikke det samme billede i dag, som det var, da Leonardo da Vinci malede hende i ca. 1505; horder af beskuere generelt, japanere i særdeleshed har ændret den måde, vi opfatter billedet på. Vi ser ikke blot lærredet, men også kødranden af beundrere. Vi ser ikke blot maleriet, men måske også Duchamps karikatur fra 1919, forestillende Mona Lisa med overskæg, der har titlen L.H.O.O.Q, der på fransk udtales som: “elle a chaud au cul” – hun har ild i …bagen. Billedets berømthed er således blevet del af maleriet selv – og har derved ændret dette. Selv et maleri er altså ikke bare et færdigt, uforanderligt objekt.

Men, hvad der fungerer i teori, lader sig dog ikke altid udfolde i praksis. Ren foranderlighed er svær at forstå uden en form for ståsted - tit kan man kun kapere mennesker, objekter, en by i stadig forandring, hvis man har en sikker base, hvor man kan søge ly, en base fra hvilken man kan beskue denne turbulens.

En sådan base kan være en overbevisning om, at man befinder sig på rette hylde rent mentalt. Det gjorde jeg sidste år, da jeg studerede i London på Goldsmiths College. Min hylde er kunsten, og det, jeg læste på Goldmiths, var en master i samtidskunstteori.

Kunsten er min base, det er her, mine interesser ligger, her, de – for mig – spændende diskussioner udspilles, her, hvor jeg kan både miste mæglet, provokeres og henrykkes.

Goldsmiths College var en institution, en platform, eller, igen, en base, inden for hvilken – næsten – alt kunne diskuteres, og inden for hvilken – næsten – alt var i bevægelse.

Filosofi og politik spillede så stor en rolle, at man til tider tog sig selv i undrende at tænke; handler dette overhovedet om kunst? Det skønne var at erfare, at filosofi, politik, historie og kulturstudier generelt alle kunne virke ind på samtidskunsten – og virke i samtidskunsten. Mit felt var ikke isoleret, men del af langt større diskussioner.

En tredje base var min lejlighed på West End Lane her i nærheden. Den havde Palle knoklet med at få færdig, så jeg kunne flytte ind 15. september 2004. Alt var splinternyt, helt igennem istandsat og velfungerede. Ja, ikke nok med det: lejligheden indeholdt hele tre genstande, som jeg længe havde sukket efter og savnet i mit danske studieliv, nemlig en sofa, en dobbeltseng og en vaskemaskine! Og når jeg så mine medstuderendes logier rundt omkring i byen, kunne jeg da også kun prise mig lykkelig for, at jeg havde fået dette lejlighedslegat. Det var intet mindre end enestående!

Lejligheden på West End Lane blev fra første dag en sikker havn i Londons ellers så turbulente liv. Her kunne jeg studere uden forstyrrelser. Her kunne jeg lade op i fred og ro, når jeg kom hjem fra ture rundt til Londons mange gallerier og kunstmuseer. Med denne lejlighed som base, fik jeg det ståsted, som gjorde det muligt for mig at tage alt andet i bevægelse til mig.

Jeg må derfor takke KFUKs bestyrelse mange gange for dette glimrende initiativ. En særlig tak går naturligvis også til Palle, som har lagt så meget arbejde i det projekt, vi er samlet for at fejre i dag, og sandelig også tak til de mange fonde og enkeltpersoner, som så potentialet i dette projekt og har bidraget til at realisere det.

I dag står jeg her som færdiguddannet kunsthistoriker fra Goldsmiths – og er samtidig næsten færdig med min magisterkonferens i København. Jeg har været så heldig at få et fuldtidsjob – hvilket ikke er en selvfølge i min branche – hos en dansk kunstner med atelier i Berlin. Min arbejdsplads vil blive både i København og Berlin, hvor jeg skal virke som redaktør og researcher. Så nu jeg står over for endnu en gang at skulle flytte til en europæisk hovedstad – og kan kun håbe, at min tid i Berlin bliver lige så herlig og inspirerende som den, jeg havde, i London.

Anna Engberg-Pedersen