S K A T

Skatteprocenten i England lavere end i Danmark. Helt præcist ligger den på 20% - dog stigende til 40% af det man årligt tjener over £32010.  Man har et årligt personfradrag på £9440, som man ikke skal betale skat af. Det bliver som regel trukket fra grundlønnen af arbejdsgiveren, og det betyder altså, at man ikke skal betale skat overhovedet, hvis man tjener under £9440 på et skatteår (fra april til april). Det er der faktisk en del der gør, så det er vigtigt at man sikrer sig, at fradraget bliver trukket på ens lønseddler, så man helt undgår at betale skat. Finder man ud af efter endt ophold, at man ikke har tjent over det tilladte beløb, kan man få den skat tilbage, man har betalt for meget. For at få det, skal man henvende sig til sin arbejdsgiver eller eventuelt til sit lokale skattekontor.

Udover skat skal man betale National Insurance, som er englændernes svar på den danske sygesikring. Bidraget til National Insurance er 12% og bliver trukket fra grundlønnen, men der bliver ikke trukket noget fra de første £149, man tjener om ugen.

Når det kommer til de danske regler for beskatning af penge, man har tjent i udlandet, bliver det straks lidt mere usikkert. Det er umuligt at sige noget generelt om, hvordan disse regler bliver fortolket i de forskellige kommuner, og man skal derfor kontakte skattekontoret i sin kommune, før man rejser. De vil kunne svare på, hvordan de tolker reglerne, og da det er dem, der bestemmer, hvem der skal til torskegilde, er det bedst at få deres syn på sagen, inden man tager afsted. Spørg dem om, hvordan du skal forholde dig, så du er sikker på ikke at komme til at betale dansk skat af de penge, du tjener i London - og få dem helst til at svare skriftligt, så du har håndgribelige beviser, hvis der skulle opstå tvivl senere hen.

Som hovedregel gælder det, at man slipper for at betale dansk skat af penge, man har tjent i udlandet, hvis man ikke har en bopæl til rådighed i Danmark, mens man er væk. Men der er uenighed om, hvad det vil sige at have en bolig til rådighed. Har man for eksempel boet hos sine forældre, inden man rejste, og flytter man tilbage til dem når man kommer hjem igen, så har man i princippet haft bolig til rådighed, og man vil derfor blive betragtet som skattepligtig i Danmark. Har man fremlejet sin lejlighed, har man i princippet også en bolig til rådighed, på trods af at der er en anden, der bor i den. Det er heller ikke nok at melde sig ud af Folkeregistret, som mange tror - husk dog, at det er et krav, at man melder sig ud, hvis man skal være væk i over 6 måneder. Når man melder sig ud af Folkeregistret, skal man sørge for at blive skrevet op på en valgliste, så man har mulighed for at stemme til folketings- kommune- og EU-valg, mens man er væk.

Skulle skattevæsenet finde ud af, at man har tjent penge i udlandet, mens man har haft en bolig til rådighed i Danmark, risikerer man at skulle betale differencen mellem den engelske og den danske skat. Man skal altså ikke betale dansk skat oven i den engelske men kun forskellen mellem de to (d.v.s. omkring 30%). Men det er også slemt nok, så sørg for at snakke med dit lokale skattekontor om, hvad du skal gøre for ikke at blive opfattet som havende en bolig til rådighed.

For at gøre det hele mere uoverskueligt, skal det også lige nævnes, at det er muligt at få den skat tilbage, som man har betalt i England. Det forgår ved, at man får sin engelske arbejdsgiver til at udfylde en formular (en P45), som er en opgørelse over, hvor meget man har fået udbetalt i løn, og hvor meget man har betalt i skat. Derefter skal man selv udfylde en P85-formular, som er selve ansøgningen om at få skat tilbage. På denne formular står beskrevet, hvad man videre skal gøre. Man kan rekvirere formularen hos de engelske skattemyndigheder (Inland Revenue). KLIK HER for at komme ind på deres hjemmeside eller KLIK HER for at downloade P85 direkte. Man kan også hente P85 på K's kontor.

Grunden, til at man kan få skat tilbage, er, at man som udenlandsk statsborger har mulighed for betale skat i sit hjemland i stedet for i England. Man skal naturligvis huske at opgive sin indtægt til skattevæsnet i Danmark, når man kommmer hjem, så man kan blive beskattet derhjemme i stedet. Denne mulighed er naturligvis mest fordelagtig for folk fra lande, der har en lavere skatteprocent end England (og altså derfor ikke for danskere), men den er der, og derfor skal den selvfølgelig også nævnes.

Alt dette lyder meget forvirrende (og det er det også), og derfor er der heller ikke andet at gøre end at gentage, det der stod i starten af afsnittet: Kontakt dit lokale skattekontor og spørg dem!