Vores historie

Dansk KFUK i London blev grundlagt i 1907, da pastor Axel Berg og hans kone inviterede en lille gruppe danske piger, der arbejdede i London til møde hos det engelske KFUK. Da gruppen af danske piger i London voksede støt, voksede også ønsket om at kunne mødes i egne lokaler. I begyndelsen var der tale om lejede lokaler, hvor man flyttede flere gange.

I 1917 blev foreningen anerkendt af KFUK i Danmark og fik nu et mindre tilskud derfra. I 1921 blev der ansat en fuldtidssekretær til KFUK i London. Samarbejdet fortsatte frem til 1936, da KFUK i London organisatorisk overgik til Danske Kirker i Udlandet.

I 1921 fik man ved endnu en flytning mulighed for at tilbyde unge piger overnatning, hvor der var 7 sengepladser. Det victorianske hus i Maresfield Gardens i Hampstead blev købt i 1958 efter en indsamling i Danmark. I begyndelsen af 60-erne blev det muligt også for unge mænd at benytte faciliteterne. I dag er op til 1/3 af beboerne unge mænd.

Huset er fortsat ”a home away from home”. Efter flere ombygninger og renoveringer kan det nu rumme op til 60 unge, som kan overnatte og bo på KFUK. Huset har gennem mange år haft ca. 22.000 årlige overnatninger fordelt på ca. 500 personer, primært unge danskere.

Siden 2003 har KFUK opkøbt lejligheder i lokalområdet, som i 2006 officielt blev til Dronning Ingrids Kollegieboliger i London. Projektet blev hovedsageligt finansieret af danske fonde og med et denominatorudvalg i Danmark, som udvælger de danske studerende, som bor i lejlighederne. Idag ejer KFUK 10 lejligheder og årligt modtages ansøgninger fra 60 danske unge, som skal studere på en videregående uddannelse i London.

Fra 1995 – 2018 arrangerede Dansk KFUK en række store events med danske kunstnere, som samlede mange danskere i London. Du kan se hele listen af kunstnere her

Hvis du har lyst til at fordybe dig i KFUKs historie, kan du downloade de to bøger om KFUK

K i London (1907 – 1992)
K i London (1992 – 2007)