Dansk KFUK er et hostel med plads til 65 overnattende gæster. Vi har til huse i en charmerende herskabsvilla i Hampstead i det nordvestlige London. Her kan du kan bo trygt til meget billige priser.

KFUK ligger fem minutters gang fra Finchley Road Undergrundsstation, hvorfra du kan være i Londons centrum på 15-20 minutter. Du kan gå til Hampstead og til naturskønne Hampstead Heath på under et kvarter.

Som dansker kan du bo på KFUK uanset køn og alder, selvom huset hovedsageligt er et hjem for unge. Du kan bo her en enkelt nat eller i længere tid - dog højst i seks måneder. Længerevarende ophold er forbeholdt unge mellem 18 og 28 år.

A home away from home

På KFUK gør vi os hver dag umage for at være et hjem for vores beboere. Når du bor på KFUK inviteres du med i stærkt fællesskab. Du kan derfor deltage i sociale aktiviteter, fælles måltider, hygge og samvær i vores stuer. Mange venskaber er skabt på KFUK gennem årene.

KFUK har eget køkken, hvor vi laver sund og veltilberedt mad. Hver dag serveres morgenmad mellem kl. 8 og 9, som er inkluderet i din overnatningspris. Om søndagen samles vi kl. 9 til fælles morgenmad og morgensang.

Du kan købe aftensmad tre dage om ugen til £6. Om søndagen serveres en treretters middag til bare £8. Onsdag aften serverer vi (gratis) hjemmebagt kage.

På KFUKs kontor kan du søge hjælp og rådgivning til store og små problemer. Vi kan besvare næsten alle dine spørgsmål vedrørende job- og boligmuligheder, skat og sygesikring, seværdigheder o.m.a. 

"KFUK i London er stedet for dig, der gerne vil have en god og solid base i en af verdens mest summende storbyer. Jeg var så heldig at booke en plads på K i forbindelse med mit udvekslingsophold i London i efteråret 2019, og her har jeg mødt nogle helt fantastiske mennesker, som jeg fortsat taler med på daglig basis". 
- Simon Fjordvang Brenøe-Jensen